Som vi diskuterede på årets generalforsamling, har vi i bestyrrelse forfattet en skrivelse til Rudersdal Kommune med en opfordring om en hurtig afklaring om udbyggelse af fjernvarme i vores område. Det lyder som følger, og er blevet afsendt til rette vedkommende.
Det er med dyb bekymring, at vi grundejere med gasfyr i Rudersdal grundejerforening ser gaspriserne stige exorbitant. Vi kan ifølge kommunens rapport af 14. juni i år se, at vores område er udlagt til fjernvarme, men ser ingen præcis tidsplan eller angivelse af omkostningerne ved installationen for den enkelte grundejer. Mange grundejere undersøger eller ligefrem planlægger nu hurtigst muligt at anskaffe en varmepumpe, fordi myndigheder og fjernvarmeværker ikke melder klart ud om fjernvarmealternativet. Varmepumper kan leveres inden næste fyringssæson. Grundlaget for fjernvarme kan således hurtigt smuldre. I alles interesse beder vi om, at der hurtigst muligt og helst øjeblikkeligt udsendes besked om, hvornår mere fuldstændig information kan forventes. Vi ønsker en klar og hurtig tilbagemelding, men også en upartisk analyse af den bedste varmeløsning for vores område. Vi står gerne til rådighed for et møde.
Mvh. Bestyrelsen