Insekterne i Danmark mangler vilde blomster og planter for at overleve. Derfor samarbejder Danmarks Naturfredningsforening og Coop nu om at gøre danske haver mere vilde med nye frøposer til vildeng.
Farverige vilde blomster skyder op, fuglefløjt fra den tidlige morgenstund og en rolig summen fra vilde bier.
Det kan blive til virkelighed i mange danske haver med en ny frøpose til vildeng, som Danmarks Naturfredningsforening og Coop er gået sammen om at lave for at sikre bedre levevilkår for insekter.
Insekterne er på drastisk tilbagetog på verdensplan, fordi de bl.a. mangler blomster og levesteder. Men nu skal det være lettere for danskerne, at gøre vores haver mere attraktive for insekter og i særdeleshed de vilde bestøvere.
– Danmarks vilde bier og sommerfugle har det svært. Vores samarbejde om frøposer skal gøre det nemmere for os alle at hjælpe insekterne, der hvor vi bor. Ved at udlægge et stykke af sin have eller lave altankasser med vilde blomster, så giver man insekterne en hjælpende hånd. Jeg har selv gjort min have vildere, og det rart med en have, der summer af liv, siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.
I en frøblanding er der frø til at omlægge 12 kvadratmeter have til vildeng. Det betyder, at Danmark kan få 12 hektar mere insektvenlig natur, alene i dette forår.
Fra græsørken til sommerfuglemekka
Som et af de mest opdyrkede lande i Europa, er der ikke meget natur, hvor sommerfugle og vilde bier kan søge tilflugt. Og den natur, der er tilbage, er ikke tilstrækkelig i forhold til levesteder og plantearter, som insekterne lever af og på.
Her kan de danske haver blive et fristed, hvis vi i stedet for græs sår vilde blomster.
Med en frøpose kan du forvandle din have fra at være en gold ørken af græs til et summende mødested for vilde bier og sommerfugle. Frøene er udvalgt til netop bier og sommerfugle og består af danske, vilde blomsterarter.
– I Coop ønsker vi at sætte fokus på biodiversiteten og inspirere vores kunder til at gøre noget konkret for at hjælpe insekterne. Frøposerne skal sikre, at haverne bliver et helle for vores bestøvere, og også smukke at se på, siger CSR-chef i Coop, Thomas Roland.
Overskuddet fra salget af frøposerne i Coop’s butikker går ubeskåret til Danmarks Naturfredningsforenings arbejde med at hjælpe truede danske sommerfugle, som udgør over halvdelen af alle kendte sommerfuglearter herhjemme.
Bliv giftfri i din have
For at gøre haven attraktiv for insekter, så er det vigtigt, at der ikke bliver brugt sprøjtegift. Med initiativet Giftfri Have vil Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi motivere havejere til at droppe gift og gødning. Lige nu er der tilmeldt 16.199 haver i Danmark. Det er gode nyheder for vores sommerfugle og vilde bier. Du kan også hjælpe dem ved at blive en del af have-fællesskabet.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening