Fra Rudersdal Kommune,
Henrik Hooge Møller, informationskoordinator
Kære grundejerforening / vejlaug
Sommeren er traditionelt højsæson for byggeprojekter i hjemmet. Det kan være en mindre renovering, men kan også være mere omfattende, som kan betyde, at dele af huset – eller måske hele huset – skal rives ned for at give plads til et nyt.
For husejerne er det et spændende projekt, der også typisk både koster mange penge og tager tid. Derfor vil vi naturligvis gerne hjælpe med at gøre processen så hurtig og let som muligt.
Desværre oplever vi tilfælde, hvor projekterne ender med at blive væsentligt dyrere og tage meget længere tid, end de behøver. Det sker, hvis der er asbest i bygningen, og husejeren ikke på forhånd har orienteret sig tilstrækkeligt i de regler, der gælder.
Disse sager giver som regel også gener for naboer, der kan blive utrygge fx ved støv fra renoveringen.
Hvis asbest og øvrigt affald ikke håndteres korrekt, kan det medføre, at kommunen er nødt til at stoppe byggeriet, indtil forholdene er bragt i orden, og den nødvendige dokumentation er på plads.
I medsendte vejledning kan grundejerne læse, hvordan de håndterer byggeaffald på den rigtige måde. Vi vil være glade, hvis I kan distribuere denne information videre til jeres medlemmer.
Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, må I gerne sende dem til Teknik og Miljø på tom@rudersdal.dk.