HISTORIK
Serviceordninger – og ophør af samme
I 1992 blev adskillige mindre, offentlige veje nedkvalificeret til private fællesveje (PF). Derudover fandtes også flere private veje i kommunen. I den forbindelse vedtog den daværende Søllerød Kommune at tilbyde de berørte borgere at tilslutte sig kommunale serviceordninger. Disse ordninger blev videreført i den nuværende Rudersdal Kommune.
Pga. meget uensartede kontrakter indgået over mange år med de tilmeldte veje, besluttede kommunen at opsige alle kontrakter. Dette skete med udgangen af 2017. I stedet kunne kommunen tilbyde 2 ordninger, henholdsvis for vejvedligehold og vintervedligehold. Disse blev af den enkelte borger betalt via ejendomsskatten.
Ordningerne omfattede:
Vejvedligehold
- Reparation af slaghuller på asfalterede vejarealer
- Fejning langs kantsten på veje med asfalt eller fliser
- Ukrudtsbekæmpelse langs kantsten mod vej
Vintervedligehold
- Glatførebekæmpelse med salt eller grus
- Snerydning med plov
Arbejdet udførtes hidtil dels af kommunens egne folk dels af eksterne aktører.
Vejvedligehold via kommunen kr. 450 / årligt
Vintervedligehold via kommunen kr. 269 / årligt
Tilslutning til ordningerne kunne ske via grundejerforening / vejlaug eller ved enighed blandt de berørte ejere langs veje uden grundejerforening eller vejlaug.
Ankestyrelsen har dog nu, ifølge privatvejsloven, dømt disse ordninger ulovlige. Sådanne ordninger er alene lovlige efter kommunalfuldmagtsreglerne, hvis kommunen med serviceaftalerne udnytter overskudskapacitet på driftsområdet. Fremadrettet skal dette arbejde udføres af eksterne aktører.
Ordningerne er med brev til de tilsluttede veje / borgere varslet til ophør senest med udgangen af 2020.
I fremtiden skal hver enkelt vej eller område, hvis man ønsker det, via vejlaug eller grundejerforening selv arrangere og afregne vedligehold med eksterne aktører. Det er fra kommunens side politisk aftalt, at man i så høj grad som muligt skal hjælpe og bistå med råd og vejledning omkring løsning af de udførte opgaver fremadrettet.
Stiftelse af et vejlaug kræver en bestyrelse og tinglyste vedtægter. Der skal afholdes årlig generalforsamling med godkendelse af bestyrelse og regnskab. Det kræves at alle deltagende beboere på de(n) enkelte vej(e) er medlemmer af vejlauget, der eventuelt kan tinglyses på den enkelte ejendom.
Der har i løbet af 2019/2020 været afholdt flere møder mellem flere grundejerforeninger og kommunen for at afklare den fremtidige situation. Rudersdal Grundejerforening er / har været deltager ved disse møder.
RG har også deltaget i møder i Fællesudvalget for Grundejerforeninger i Rudersdal Kommune (FU). Her har specielt formand for Søllerød Grundejerforening Lars Kristensen ydet en kæmpe indsats.
Resultatet er blevet at 2 aktører, BS Landskabspleje og Pankas, er tildelt kontrakterne for serviceordningerne.